Magnus Pettersen

Magnus Pettersen

 

 

IMG_3133
Magnus Pettersens betonskulpturer skal gøre rum for kroppen igennem den enkle handling at kunne sidde, og at give en lys.
Om det er at sidde i protest eller i den perfekte afslapning, for samvær eller samtale, ved måltider eller læring – det å sætte sig er fundamentalt for alle mennesker.

Magnus udforsker materialet i sine værker; Det skrøbelige og det bastante møder hinanden.
Arbejdene udforsker desuden grænseområder indenfor kunsten: Hvornår er noget kunst og hvornår er det design? Hvornår er det maleri og hvornår er det skulptur?

Materialet for alle værkerne er hånd bukket stål og indfarvet beton med polykrome overflader med varierende tekstur, skiftende fra glat til kornet og nubret.
Værkerne er bastante og ligner noget som kunne overleve en atomkrig – og stadig stå der, fuldstændig uberørt af den omkringliggende katastrofe.
De individuelle elementer står opstillet så de skaber et hjemligt univers.

En af de første til at blande møbler og kunst sammen var den amerikanske kunstner Richard Artschwager der i 60’erne ville lave møbler der ‘forrådte deres kunstneriske identitet.’
I 68 skrev den amerikanske kunstner Robert Morris det berømte essay Anti Form der handlede om hvordan man bør lade materialerne og tyngdekraften gøre arbejdet, altså en grovere kunst der var en tilfældig ophobning af materialer.

Dengang kaldte man Anti Form for en skulpturel udgave af Pollocks drypmalerier og det er samme tilgang Magnus har til sine skulpturer når han stabler betonklodserne og anbringer en pære i toppen eller fylder gulvet med beton i forskellige farver.
Og hvor Morris advarede mod at have et æstetisk mål med værkerne, prøver Magnus at lægge sig midt imellem Morris og Artschwager.
Han udforsker materialet samtidig med at han tillemper det en form der mimer et møbel.

Materialerne i Magnus’ arbejder varierer fra beton til sten og stål.
Især beton er dog gennemgående i hans værker, da intensiteten og brutaliteten i beton giver et råt og levende udtryk, som han finder særligt vedkommende. Hvordan kan man transformere et så hverdagsligt, industrielt materiale til et kunstobjekt, som vækker følelser, får tankestrømmen til at flyde og forskønner?
Hans indfarvede betonskulpturer får med varierende polykrome overflader og teksturer et helt særligt individuelt, unikt udtryk.
Gennem en fri og kontinuerlig udforskning af materialernes iboende kvaliteter og egenskaber følger han en formel, hvor repetitionen af geometriske former danner et mønster, en form, en model – med en minimalistisk stringens og en samklang, som værkerne samtidig søger at bryde ud af. Eksempelvis inkorporerer han farvekompositioner, som bryder med det umiddelbart harmoniske udtryk og skaber værker, som på én gang er poetiske, sanselige og sårbare trods det voldsomme, industrielle materiale. Materialet har en råhed, som han nu for alvor har lært at kende og som han forsøger at trække i en ny retning.
Gennem sitt kunstneriske virke afsøger Magnus spændingsfeltet mellem det abstrakte og det konkrete, det konceptuelle og materialernes (ofte overraskende) potentialer.

I sin kunstpraksis udforsker han spændingsfeltet mellem ren æstetik vs funktion. Hans oeuvre består af skulpturer, som bevæger sig i grænsefeltet mellem kunst og design; discipliner, som konstant interfererer, overlapper, sprænger hinandens rammer og krydser grænser. Og netop det er essensen i hans praksis: At han ikke betragter billedkunst og (objekt-) design som diametrale modsætninger, men som to poler, der skaber et spændingsfelt, som muliggør en dyrkelse og undersøgelse af et koncept og en æstetik uden restriktioner.

Den engelske kunstteoretiker Andrew Benjamin agiterer i sit hovedværk “Object – Painting” for, hvordan det er i feltet mellem det materielt eksperimentelle, konceptuelle og indholdsmæssige betydningslag, at det interessante kunstværk skabes.